Fiskaa.jpgcontrast1.jpg

Ein tur gjennom Ryfylke for hundre år sidan

Fra Den Norske Turistforenings årbok av 1876, gjengitt i programheftet for Ryfylkedagene 1976.

 

 

Ryfylke er for de fleste turister en mindre bekjendt egn. Den store strøm, der går til Hardanger, farer Ryfylke stolt forbi. Enkelte berøre det vistnok, når de over fjeldet kommer ned til Suledalsvandet, men de skynde sig almindelig over til Røldal for at nå Odde. Selv de, som fra Sæters­dalen eller Siredalen går over til Lysefjorden for at beundre dens mægtige natur, anse det for et held, når de hurtigst mulig kunne passere Ryfylke for at nå "det underdeilige Hardanger".

Og dog har Ryfylke, om det end med hensyn til afvexlende scener og storartede bræer og fosse ikke kan måle sig med sit berømte nabodistrikt, dog såmange storslagne og idylliske partier, at det er vel værd at ofre nogen tid for at tage dem nærmere i øiesyn. Hertil kommer, at da dette distrikt indtil nå så at sige har været Stavangernes separate turistrevier, og som følge heraf hidtil er bleven forholdsvis uberørt af andre reisende, yder det i mange henseender den reisende større behageligheder med hensyn til god modtagelse og prisbillighed end det af den store turiststrøm oversvømmede Hardanger. Da jeg i 1875 havde anledning til at gjennemstreife den største del af Ryfylke, skal jeg om denne landsdel give nogle notitser, der muligens kunne interessere enkelte af årbogens læsere.

Når man efter at have nydt den overvældende udsigt fra Lyse­brækkerne er nået ned til Lysefjorden, har man herfra 3 1/2 mil bådvei til Fossan, hvis man ikke foretrækker at gå iland halvveis ude i fjorden ved Kallesten for derfra at gå over fjeldet til Årdal (4-5 timer), hvad man også godt kan gjøre uden alligevel at tabe synderligt at det seværdige i Lysefjorden, hvis mægtigste partier findes i dens inderste del.

Fra Jøssang

 

På Fossan godt logis hos Jakob Fossan. Yndere af geologiske mærkeligheder ville sikkert ikke fortryde på en 2 timers magelige udflugt fra Fossan til Haukelidvandet for at betragte de store moræner og det mærkelige dalføre, hvorigjennem veien til vandet fører. Haukelidvandet selv har vilde bredder. Ved at gå iland ved Ejdene eller Myra i Lysefjorden skal man også med lethed kunne komme ned til Haukelid og derfra over vandet til Fossan, hvorved man vil spare sig ca 1 mil af den allerede tilstrækkelig lange bådfart på Lysefjorden.

Fra Fossan må man tage båd til Strand (1 3/4 mil) eller til Naig i Idsøfjorden, da intet dampskib endnu går i påregnelig rute på Fossan. (Vil man over til Strand ud en at bryde sig om at gå til Fossan, kan man også forkorte veien ved at stige iland på nordsiden av Lysefjorden ved Høleslidplads og gå over til Botne, hvorfra man tager båd til Fjelde, eller, om man vil, kun til Jøssanger for at gå videre tilfods.)

Vil man derimod lægge veien om Stavanger, skulde jeg, hvis man ikke er så heldig at træffe særdeles gunstige omstændig­heder for den langebådfart did (vel 2 gamle mil), tilråde at sætte over fjorden til Høle og derfra gå til Sandnæs, en ca 2 mile lang vei, der skal have flere vakre partier. På Sandnæs kan man tage den i sin slags enestående planteskole i øiesyn, og om man så ønsker, vil man herfra om kort tid pr jernbane kunne komme til Stavanger.

For en turist vil det imidlertid være at foretrække at gå videre til gamle Sole kirke (ca 3/4 mil). Er man så heldig, at vesterhavet står på Solestranden med stærk pålands­vind, vil en østlandsbeboer have et for ham ligeså sjeldent som storartet skue. I nærheden av Sole kan man få båd over Hafrsfjorden til Malde (knap 1/2 mil); underveis bør man da stige op på den mindste av Sømsøerne for at beundre dens rige vegetation, der efter min rorskarls beretning skulde hidrøre fra, at øen i Hafrsfjordslaget blev gjødet med kjæmpeblod.

Fra Malde har man 1/2 mil til Stavanger enten over Tjensvold, hvor tegnelærer Hansen med megen forekommenhed viser enhver reisende sin bekjendte fiskepark med udklækningsapparater samt øvrige kuriositeter, eller også over Ullenhaug, hvilken vei i pittoresk henseende er at foretrekke. Fra den største af Ullenhaugene har man nemlig et meget smukt panorama: nordover Stavanger med de udenfor liggende øer, hvoraf Rennesø rager frem med sit høie profil, mod øst Gandsfjorden, mod syd Hafrsfjorden med Sole kirke i baggrunden og i vest havet. Nærmere Stavanger har man også lige ved veien et smukt prospekt fra Vålandspipen- udsigten herfra er kanskje ikke fuldt så vid som fra Ullenhaug, men til gjengjæld er Stavanger med sit smukke parti om Bredevandet rykket frem i forgrunden. (Fra Jåttennuten på veien mellom Sandnæs og Stavanger skal der også være en meget smuk udsigt.) Den angivne vei fra Fossan til Stavanger kan man godt tilbagelægge på en sommerdag, og vil man vist også kalde den en vel anvendt dag. Kommer man imidlertid, som regelen er, til Lyse om aftenen, vil man under ikke altfor ugunstige omstændig­heder næste middag nå Fossan og om aftenen Sandnæs. Næste morgen kan man over Sole og Malde være i Stavanger så betids, at man efter at have beseet domkirken, kan nå Strand udpå eftermiddagen.

Fra Notvik

På den sidste udflugt, jeg foretog i Ryfylke, seilede jeg og en kamerat fra Stavanger kl 11 om form. til Strandestø på knapt 2 timer med god kuling (alm.l spd. for 2 md.), idet det var vor hensigt den næste dag at nå dampbåden fra Stavanger ved Fister. Man kan forøvrigt nu meget ofte have anledning til at komme over til Strand på en liden dampbåd, der tilhører ejerne af det store møllebrug og ølbryggeri, der er anlagt på Tou i Strand. Ved Strand kirke godt bondelogis hos Holger Strand. Præste­gården Løvbrække vakkert beliggende i en birkeskov.

Fra Strand kirke nåede vi Vatne ved Tysdalsvandet på l 1/2 time. Den første del af veien ensformig indtil man kommer til Tjøstejm, hvorfra udsigt til det vakre Bjøreimsvand med tildels løvbevoxede bredder - Vastveitgårdene smukt beliggende på den andre side. Gjennom en frodig, deilig duftende birkeskov gik vi til Vaufle og derfra over broen til den store Bjøreimslette. Kommer man til Tou med damp­båd, kan man derfra ro over Bjøreimsvandet lige op til øvre ende af Østhusvandet, hvorfra kun 1/4 times march til Vatne. Fra Bjøreims- eller Østhussletten snevrer dalen sig sammen til en trang, gold kløft, der igjen utvider sig lidt i Tysdalsvandet. Dette har mægtige omgivelser. Birk blandet med furu søger at fæste rod, hvor det er muligt; men på flere steder ere fjeldene lodrette og ligesom glathøvlede. Således falder det på vandets nordside liggende Svofjeld, (på kartet kaldt Lovåsfjeld, efter den på fjeldets bagre skråning liggende støl), sågodtsom lodret ned lige til vandet. Ligeoverfor stiger Reynafjeldet til en høide af 2570 fod, et steilt, nøgent fjeld, når undtages nærmeste vandet, hvor det er skov­bevoxet; det skal være et godt sømærke. Østenfor disse fjelde aftage bredderne i vildhed. Furuens mørkegrønne blander sig smukt med løvtræernes lysere farve. Tysdalsvandet er 3/4 mil langt, men tog med gunstig vind kun l time. vi betalte 60 sk. for 2 md; men det var vanskelig at få folk, da vi på Vatne kom midt op i et bryllup.

Kyrkja på Strand

Fra Tysdal til Tveit i Årdal (1 1/2 times march) er delvis god kjærrevej, delvis ridevej. Kommen op i lien forbi Måland har man fra en kolle ved veien et smukt tilbageblik på Tysdals­vandet med Målandsletten i forgrunden.

Under nedstigningen til Tveit har man en malerisk udsigt over den vakre Årdal. Selve bunden af hoveddalen, hvorigjennom Årdalselven flyder, danner en flade med gårdenes jorder som mørkegrønne tepper i den frodige løvskov. Ligeforan os tittet Øvre Tysdalsvand frem gjennem en furuli. Bergeland skrås over for Tveit er et af Stavangerne meget yndet logis på deres fisketure til Årdal. Længere oppe i dalen nær Vigedal skal være en smuk fos.

Når man har dreiet vestover fra Tveit, har man fra en liden høide lige ved veien en lønnende udsigt over dalen og Øvre Tysdalsvand med ligeså storslagne omgivelser som dens allerede omtalte navne. Man har her også en mærkelig terrænformation. En lav kam skiller Tysdalsvandets vestende fra den pa­rallelt med samme ca 100 fod lavere løbende hovedelv. Fra det af os indtagne standpunkt ser det ud, som om en ubetydelig stigen af vandet kunde bringe det til at flyde utover den sandede furumo. Gjennem en revne lidt længere nede har det dog lykkedes vandet at bane sig afløb til elven, som efter foreningen fossende skummer ned gjennem birkelierne. Den samme lave kam, som skiller Tysdalsvandet fra hoveddalen, fortsættes nedover og skiller ligeledes det ved kirken lig­gende mindre vand fra hovedelven, så at det må bane sig sin egen vei ud i Årdalsfjorden ved Mælsosen.

Fra Vatne

Vi brugte omtrent 3 timer fra Tysdal til Mælsosen, altså ialt 6 1/2 times tid fra Strand til Mælsosen, hvoraf l times ophold på Vatne, inden vi kunde få båd. Ved Målsosen damp­skibsanløbssted er meget godt logis hos landhandler Smith.

Næste morgen gik vi fra Årdal over til Fister for der at træffe det nordover gående fjorddampskib. Veien stiger brat op i ca 500 fods høide fra Mælsosen. Veien er ikke til at tage feil af, når man, efter at være kommet op på høiden, kun er opmærksom på ikke at tage til høire ned i dalen til pladsen Ås (veien til Hjelmeland), men at holde sig på skrå­ningen et stykke, indtil man kommer ned i et skar, hvorfra man snart ser det smilende Hetlandsvand. Et stykke nedenfor tager man af tilvenstre fra den største vei for at komme til Stofreland (Størland, 3/4 time did fra Mælsosen). Herfra fikk vi båd til Stemmen (12 sk). Vil man derimod gå lige til Fister (hvad der kan blive nødvendigt, hvis Stofrelandsbådene ere på den andre side ved Stemmen), holder man den mest befærdede vei til høire og går om pladsen Haugen samt gårdene Hetland og Bjelland langs vandets nordre side. Hetlands­vandet har venlige bredder og skal være meget fiskerigt (ørret, røi og ål). på nordsiden stikker Løvås sit skaldede hoved op af skoven. (Som en sjeldenhed nutildags kan anføres at Knut Størland klagede over den frodige skov, specielt rig­tignok eneren, der ødelagde græsgangen, "idet der snart ikke var et græsstra mere at finde for kreaturerne mellom buskene.

Fra Stemmen går flad kjørevei ned til Fister, som vi nåede efter 2 timers magelig gang fra Mælsosen, og hvor vi endnu havde anledning til at tage et ypperligt bad, inden dampbåden signaliseredes.

Vi valgte denne vei til Fister, fordi jeg allerede tidligere havde gået veien over til Hjelmelandsvåg. For dem, som besøge egnen for første gang, er denne vei måske at anbefale. Ad en vakker og magelig fjeldvei (ridevei) kan man gå over fra Mæls­osen til Hjelmelandsvåg på 2 1/2 time. Man bør da være så tidlig ude, at man, inden dampbåden ankommer, kan gjøre en trip op til det større, oven for kirken liggende vand. Hjelmelandsvåg er et af de vakreste, yndigste steder i Ryfylke, og har man tid, er det vel værd at hvile over der en dag. Vi havde udmærket godt og billigt logis hos handelsmand Stangeland. Udsigten fra Vågen er ligeså malerisk, som udsigten til samme fra dampskibet. Hjelmen tager seg præktig ud.

Garden til Tobias Østerhus, Reinarnuten i bakgrunnen

 

Fra Fister hadde vi tænkt at gå med dampskibet lige til Sand, men lode os af nogle medpassagerer bevæge til at gå med på båd fra Knutsvik til Hålandsosen. Vi brugte hertil med guns­tig vind 2 timer. Erfjord har et ganske stolt parti ved Gunlanuten (2660'), der grønklædt lige til toppen stiger mægtig tilveirs. Tværsover eidet ved Kilene sees de mægtige fjelde på den søndre side af Hjørendfjorden (næst Lysefjorden Ryfylkes vildeste og farligste fjord.) Malerisk parti, når man svinger ind mod Hålandsosen - smukke, vilde fjellformationer i baggrunden af den trange fjord. Hålandsosen selv smilende parti tilhøire under et staut fjeld. Vel værd et besøg. Damp­skibet går afvexlende herind. på Hålandsosen efter udseendet ganske godt logis.

Fra Osen sjelden interessant opstigning til Natlandsvandet ad den gjennem Hålandsdalen nyanlagte vei. Imposante fjelde, yppig vegetation; hvor rødderne kunne bide sig fast i de steile fjeldrevner, voxe træerne frodigt. Især frembyder den første fjerding megen interesse. I elven ved osen godt fiske. Efter 2 timer nåede vi det ca 800' høit liggende Natlandsvand, tildels forsinkede ved at vade i den bløde fyld på den endnu under arbeide værende vei. Vi vare så heldige strax at få båd over vandet til Østhus, så vi slap at gå langs bredden om Natland.

Fra Østhus stiger man på ganske god fjeldvei jævnt op til Budalsvandet (ca 1100') og derfra videre til et mindre tjern, som kaldtes Linestadtjernet (1350'). Herfra gik veien op ad en af de forfærdeligste og længste brækker, man kan træffe på flere 100 fod høi og så brat, at man undertiden måtte kravle op. Den kan omgåes ved at gå tilhøire over Buda1stølen. Om denne støl må vistnok også veien gå, ifald det formentlig lidet motiverende projekt at fortsætte Natlandsveien ligetil Suledal skulle blive realiseret. Når man er kommet op på toppen af brækken, er man snart ved vandskillet, der, hvis barometret viste riktig, ligger i en høide af 18-1900'. Herfra brat og ubehagelig nedstigning til de første gårde i Suledal. Fra Hålandsosen ned til Suledalsgårdene brugte vi, såvidt erindres, ca 6 timer, dog må mærkes, at vi måtte gå i mag for ikke at svigte følge med en kamerat, der var mindre øvet fodvandrer. Vi gik strax videre til Suledalsvandet og fik efter nogen møie på en plads lige ved vasenden (Hagen?) båd hos Torbjørn Hagen Fisketjøn (96 sk. for ham og søn til Våge), hvor vi fik udmærket logis.

Frå Fister

Suledalsvandets maleriske og yppige bredder ere så ofte beskrevne, at jeg ikke videre skal opholde mig herved. Neppe nogen anden af vare indsøer turde her i kunne måle sig med Suledalsvandet. Alene den i sit slags enestående, af malerne oftere gjengivne Suledalsport gjør en udflugt til Suledal lønnende.

Den tidsmæssige flade vei, som fører fra Sand til Suledal, har også sine interessante partier, blandt hvilke især den vilde fjeldkløft "Juvet" langs den fossende elv vækker beundring. Når man ikke tidligere har seet Juvet og heller vil fare i mag, turde det derfor være at foretrække at gå med dampskibet til Sand istedetfor at gå fjeldveien fra Hålands­osen, hvorved man kommer ned på Suledalsveien ovenfor Juvet.

Dersom man under et fornya besøg i Ryfylke skulde foretrække de indre veie, vilde vistnok turen op Øvre Thysdals vand og derfra over i Riselvens dalføre til Tøtlandsvik være meget interessant. Fra sistnævnte sted kunde man da sætte over til ytre Ejdene (vel 1/4 mil) og gå over den smale landtunge til den på den anden af samme liggende, men på amtskartet ikke anmærkede Ejdeneplads, hvor almindelig haves båd. Herfra kan man da ro op til Hålandsosen (1/2 mil). Eller også kan man fra Tøtlandsvik ro ind til Valde (henimod l mil), for opgjennem Valdedalen at gå over til Suledal. Man vil derved vistnok gå glip af Hålandsosen og den seværdige Hålandsdal, men til gjengjæld vil man få se Hjøsendfjorden i dens vildeste strøg, ligesom også Valdedalen skal have sine interessante partier.

Fra Våge stege vi den følgende dag op til høiden af skaret (ca 450'), en mægtig fjeldkløft med steile vægge, Suldals­porten nr 2. Herlig indrammet udsigt over det deilige vand, der lå for os med sin eiendommelige klarhed og gjennemsigtighet. Bekvem nedstigning til Hylen. Overgang fra Våge magelig på ca 1 1/4 time.

Hylsfjorden også storslagne bredder. Vakker fos på nordsiden, 1/4 mil udenfor Hylen (Lingangfos?). Den styrter fra en an­seelig høide ned i en høl få alen over vandfladen, inden den falder i fjorden. Når vandmassen er stor, sætter den sådan røg, at den fugter løvtræerne på den modsatte bred.

Frå Fister

Fra Hylen toge vi båd til Vandvik. Henimod 5/4 mil. Brugte 2 3/4 time med adskillig modbør. (Ole Hansen Hylen flink rorskarl, fik 48 sk. og en mand, som vi havde den halve vei 24 sk.) Vakker vei fra Vandvik gjennom frodig skov og duftende enge til Moldethveit. Brugte l 3/4 time i mag. Veien i det hele godt synlig; man må imidlertid vel lægge mærke til, når man kommer ned til enden av skaret, ikke at gå udover den store "Bæstevei", der går ned i dalen, men holde sig vel tilhøire op under åsen (dog ikke op i uren). Veien taber sig igjen ved nogle myrer; her heller ikke ned ad stien tilvenstre, men ret over til et udlade, hvor man snart fin der veien igjen, som nu er godt synlig til Moldethveits indmark under den lodrette, skarptprofilerede Præstestol.

Moldethveit storartet beliggenhed i ca 500 fods høide. Særdeles smuk udsigt over Saudefjorden. Må være sund bolig ­- ialfald ualmindelig friskt utseende, smukke beboere, både forældre og børn. Fik en gammel mand til at ro os til Saude, henimod 3/4 mil. Brugte 5/4 time med god vind. Vakker fjord­fart. Flere fosse, hvoraf især Moldalsfossen er at mærke. Den styrter også ned i en gryde og ser ud, som den aldeles skulde forsvinde, indtil man får se den igjen ved passagen af sagen.

Saude ligeledes udmærket vakkert parti, mere smilende, hvor kirken nå ligger, mere vildt, hvor den gamle kirke lå. Sne­fjelde i baggrunden, fosse på begge sider. Efterat have fået noget mad hos landhandleren, hvor det så ut til at være nogenlunde godt logis, begave vi os på veien til Årtun, vor reises mål den dag. Flad vei til Østreim, men herfra en meget brat klev op til Fiveland. Fra dette sted utmærket smukt tilbageblik på Saudebygden og Saudefjorden. På den anden side av Fiveland også særdeles tung brække op til pladsen Heia. Herfra god, tildels flad vei til Årtun langs Storlidvandet, som ligger mørkt og dybt flere 100 fod under den steile styrtning, hvorpå veien går. Snart se vi den vakre Hellandsbygd (720'), hvorigjennem elven bugter sig i flere slyngninger. Den mæktige Suldalsfos, som man længe har hørt, kommer nu frem. Den vilde kunne indskrives blandt Norges storfosse, hvis den havde rent fald; men uheldigvis deles dette ved en knæk, så at man ovenfra veien kun ser den øverste del og fra Årtun­gårdene alene det nederste fald. Rensligt bondelogis hos Østejn Årtun - venlige snille folk. Vi kom frem kl 10 1/2 aften, men var først gået ut fra Våge kl 1/2 10 om morgenen.

Kleppholmen

Kl. 7 ¾ næste morgen brøde vi op fra Årtun for at gå over til Seljestad med Mons Johannessen Årtun som fører. Han for­langte herfor 1 spd. For hvilken betaling han erklærede sig villig til at følge enten til Rullestad eller Seljestad, om nogen senere skulle ønske det. Han var en dyktig fører, godt kjent, udholdende, snil og venlig, følgelig i enhver henseende at anbefale.
 
Interessant opstigning til Slettedalen. Flere fosse, hvoriblandt den uamindelig smukke Drivfos bør betragtes ved at gå ned på en liden fjeldknaus. Smukt tilbageblik på Skavlenutfonnen (5020’) og på Suldalsfossen.

Slettedalen vakker, flad sæterdal mellem høie smukke fjelde, der er synlige med en gang lige til toppen (Nevrodnuten på vestsiden samt Ukkerdalsnuten, Reinaskarenuten og Ørnenuten på østsiden. Veien ganske flad, meget myrlændt, ikke til at tage feil af på elvens vestside.

På Østsiden af elven kommer den vakre Bergedalsfos fra Bergedalen (vei over til Røldal, omtrent lige langt som til Seljestad). Strax ovenfor Bergedalsfossen går man over den skrøbelige bro (altså ikke til venstre opad den langs et sandrap synlige vei på venstre side af elven). Man holder sig efter overgangen omtrent midt mellom elven og fjeldet. Hvileplads ved en støl, som kaldtes Torvøjna, og som regnedes at ligge 1 mil fra Årtun (2 1/2 time did). Kl 11 fra Torvøjna og ankom kl l 1/4 til Vierboden, som regnedes at ligge l mil fra Torvøjna. Efter knap l 1/2 times gang fra denne får man på den modsatte side øie på Tværelven.

I nærheden av Tværelven tager man over til Rullestad (høist 3 timers gang efter Mons sigendet. Med bestemmelse did bør man vade over Dalåen (Slettedalens hovedelv), vel 1/2 time efter afmarschen fra Torvøjna - derefter vade over Tværelven og gå over det lave skar eller Sadelen, som er let synlig.

Efter 2 timers gang fra Torvøjna blev Vierjuvet synligt til venstre i en retning lodret på hoveddalen. Op ad dette juv skal man, hvis man vil til Seljestad, medens man, hvis man vil til Røldal, følger dalen videre opover til Slettedalsbotn. Samme vei må man også i begyndelse følge til Seljestad, hvis man vil have hest med, da man ikke kan passere med hest op Vier juvet. Den sidste del af dalen er forøvrigt også ubehagelig at ride.

Hunsnes

Vil man imidlertid ikke gå hele veien, bør man derfor heller ride den første del oppover Slettedalen, idet denne senere snevrer sig mere og mere sammen og blir gold og fuld af ur.

Fra Vierboden går veien lidet synlig opover på den bratte høire skrænt af juvet (ikke gå helt op på høiden af skråningen), indtil den henimod toppen af skaret går ned i dette og over den derværende fonn. Kl l 1/2 gik vi fra Vierboden og vare kl 2 1/4 oppe på høiden omgivne af sne og is. Kommen op, svinger man lidt til høire over fonnen; man ser omtrent i n.n.o. det dybeste skar, hvorigjennem man skal, passere derpå mellem 2 vand, (hold godt tilhøire uden at gå op på selve toppen). Har man nået det omtalte skar, ser man på kort af­stand Stentjern, som man omgår på venstre (nordre) side (en god krog). Fra tjernets øvre ende styrer man på hjørnet af det grønne fjeld, som tegner seg skarpt mellom Løningdalen og hoveddalen ved Seljestad (Horrehej), vader over Dyrskar­elven og holder sig fremdeles lidt tilhøire mod hjørnet af Horrehej ligetil stølen (den nederste, den øverste kommer man ikke forbi). Smuk udsigt over Folgefonnen fra høiden. Vi kom ned til Seljestad kl 6 1/4. Altså 10 1/2 times overgang hid fra Årtun.

I deiligt veir nøde vi de smukke, storslagne partier nedover veien til Odde, der forekommer mig mere og mere storartet for hver gang, jeg atter vandrer den, Et par svenske turister, som vi senere traf på Odde, og som havde reist adskilligt i Schveitz og vare temmelig kræsne, måtte dog også indrømme, at veien nedoverfra toppen af Horrebrækkerne til Odde søgte sin lige med hensyn til storslagenhet og afvexlende skjønhed. Særskilt synes mig, at reisende må være henrykte over de mange smukke fossefald, som man får så at sige gratis ved selve veien, medens man i udlandet mange steder foretager lange udflukter til "Staubbacher" og "Waldbachstruber", der langt fra kunne måle seg med Espelandsfossen og Låtefossen, og hvad de nu alle hedde. Kl l0 1/2 kom vi til Odde (altså 4 timer fra Seljestad, hvoraf l time i båd over Hildalsvandet) og vare glade ved at udhvile os ved et godt måltid hos Lars Vetterhus, hvor folkene var lige snille og venlige som sidste gang, men priserne ikke så lidet mere europæiske.

Da vor plan egentlig var at gjøre en rundtur. i Ryfylke, havde vi til hensigt at forblive næste dag (søndag) på Odde for mandag morgen tidlig at gå over til Fjære i Åkrefjorden.

Fra Hjelmeland


Herfra skulde vi ved middagstider drage nedover fjorden med dampskib, for over Etne at nå Sandejd og tirsdag med "Skjold" gå den ydre fjordlinie til Stavanger. Herved vilde vi fået anledning til at se Åkrefjorden, det for sin vakre natur bekjendte Etne samt Ryfylkes ydre fjordrute, der også har mange smukke partier t.ex. Nærstrand, men først og fremst strøget mellem de ualmindelig smukke, smilende Stjernerøer, perlerne i det Ryfylkske arkipel.

Uheldigvis fik vi imidlertid først efter en udflukt til Buer­bræen søndag underretning om, at dampskibet netop havde forandret sin rute og først anløb Fjære sent mandag eftm. Ved a.t gå med det, vilde vi derfor ikke betids nok komme til Etne for at kunne nå Ryfylkedampskibet ved Sandejd, og at række Sandejd itide ved afreise fra Odde mandag morgen var så lidet sandsynligt og ialfald afhængigt af så mange omstændigheder, når vi skulde i båd ud Åkrefjorden, at vi ikke turde indlade os derpå.

Vi foretrak derfor at gå mandag middag med "Hardangeren" ut til Lofthus, hvor vi tilbragte efterrniddagen med at vandre omkring i det deilige Ullensvang. Udmærket logis hos land­handler Utne. Næste formiddag satte vi over til Villure og gik den smukke vei til Grimo, hvor vi traf Vikingen, der førte os direkte til Stavanger.

Jeg vil håbe, at en anden med bedre lykke, betræffende damp­ skibsruterne, vil kunne fuldstændig gjennemføre den af os projekterede rute. Så meget har jeg senere seet af de punkter, vi denne gang ikke kunde nå, at jeg holder mig forvisset om, at man ikke vil fortryde på at gjøre den omtalte fuldstændige Ryfylketur. Havde vi itide vidst, at vi ikke kunde påregne dampskib fra Fjære, vilde vi have kunnet gå fra Årtun direkte til Rullestad, hvorved vi havde fået fuldstændig tid til at nå Sandejd med bådskyds på Åkrefjorden.

 

Hjelmelandsvågen

 

Joomla templates by a4joomla